Skolerådet har til formål at følge, vurdere og rådgive undervisningsministeren om det faglige niveau og den pædagogiske udvikling i folkeskolen og ungdomsskolen samt elevernes udbytte af undervisningen.
Skolerådet skal endvidere vurdere skolens evne til at bidrage til at bekæmpe elevers negative sociale arv og evne til at øge integrationen af elever med anden etnisk baggrund end dansk. Målet er, at alle elever uanset social baggrund, får et godt udbytte af skolens undervisning og gode forudsætninger for videre uddannelse, og at alle elever bliver godt rustet til at leve i et samfund med frihed og folkestyre.
Drøftelse af beretningen
Skolerådets medlemmer rådgiver blandt andet undervisningsministeren ved at drøfte formandskabets årlige beretning om evaluering og kvalitetsudvikling af folkeskolen. Beretningen afgives først efter drøftelser i Skolerådet, og et referat af medlemmernes kommentarer og bemærkninger afleveres til undervisningsministeren sammen med formandskabets beretning.
Læs Skolerådets medlemmers kommentarer til den nyeste beretning her
Møder
Skolerådet skal holde møder mindst to gange årligt. Rådet holder enten møde på formandskabets bestemmelse eller efter anmodning fra mindst tre af rådets øvrige medlemmer. Rådets møder er ikke offentlige. Sekretariatet for Skolerådet udarbejder referater af rådets møder, som er tilgængelige på denne hjemmeside.
Læs mere om de enkelte Skolerådsmøder her